Midt i Østjylland, på tærsklen til Djursland, finder man et vandløb, der alene i kraft af sit navn ikke påkalder sig den store opmærksomhed. Men skinnet bedrager! Der er her tale om en å, der i fremtiden kan vise sig at blive centrum i det østjydske havørredfiskeri, når fiskeriet ved Gudenåen med tiden fokuseres omkring laksene. Stedet er Lilleåen, som tiltrækker mere end halvdelen af Gudenåsystemets havørreder.
(Artiklen er oprindeligt bragt i Sportsfiskeren nr. 7/8, 1994)
Dette er historien om én af de første succeser i større skala, som er et direkte resultat af Lov nr. 302 af 9. juni 1982 om Vandløb, i daglig tale kaldet vandløbsloven. Det er også historien om projekteringen af et “modelvandløb” til eksempel for fremtidens vandløbsadministration. Og sidst men ikke mindst er det historien om, hvad vi som lystfiskere kan opleve, når vandløbslovens resultater får lov at udvikle og bundfælde sig rundt om i landet i løbet af de næste 10-15 år.
Lilleåen er et af de større østjydske vandløb med en længde på næsten 35 km og et fald på ca. 35 m. Den løber i en stor bue fra området nær Lading sø vest for Århus, gennem Hinnerup og Hadsten til udløbet i Gudenåen ved de berømte jernbanebroer i Langå. Undervejs opsamler den flere interessante vandløb, f.eks. Spørring Å, der kendes fra Bent Lauge Madsens billeder af et rigtigt, slynget idealvandløb.
Lilleåen har siden 1400-tallet været præget af nogle få, men effektive spærringer. Alligevel har den formået at tiltrække halvdelen af Gudenåens optrækkende havørreder. Det er dog begrænset, hvor mange af disse, der har kunnet komme mere end et par kilometer op i åen.
En utraditionel arbejdsgruppe
I 1986 nedsatte Århus Amt en arbejdsgruppe, der skulle bearbejde Lilleåen ud fra retningslinierne i den nye vandløbslov og de tilhørende bekendtgørelser. Arbejdsgruppen var interessant af mindst to årsager: Dels bestod den fortrinsvis af åens brugergrupper, dels var den blevet til på foranledning af landbrugets organisationer. Projektet bestod nemlig i at forbedre åens sommervandføring, så de lavtliggende engarealer ikke blev oversvømmede under større sommerregnskyl (og disse er jo en fast bestanddel af vores nationale særpræg).
Det kunne på forhånd synes håbløst at forene miljø- og landbrugsinteresser i et arbejde med netop dette formål, men med den nye vandløbslov i hånden mente Århus Amt nok at kunne styre projektet hen imod en fornuftig løsning, der kunne tilfredsstille alle parter. Sandheden var nemlig, at Lilleåen i miljømæssig henseende næsten kun kunne have gavn af, at nogen tog den alvorligt! Og såvel landmænd som miljøfolk og lystfiskere har én fælles interesse: Vand skal være i åen, ikke på markerne!
Handlingsplanen
I 1987 fremsatte arbejdsgruppen så forslag til en konkret handlingsplan. Planen var delt i tre delprojekter:
1. Forbedret afledningsevne i Lilleåen i de hårdest plagede landbrugsområder 2. Fiskepassager ved Hadsten Mølle og Løjstrup Dambrug 3. Øvrige miljøforbedrende forhold
Disse 3 delprojekter blev gennemført i perioden 1988 – 1991 og i mellemtiden kom endnu en fiskepassage med på listen, nemlig ved Grundfør Mølle nær Hinnerup. Og dermed blev Lilleåen til Århus Amts “modelvandløb”.
Lystfiskerne var skeptiske
Det første delprojekt var det, der på forhånd var størst skepsis ved blandt lystfiskerne. Den traditionelle løsning på afvandingsproblemer er jo opgravning af bundmateriale og udvidelse af vandløbsprofilen. Her viste sig imidlertid den ideelle løsning: Man graver da bare vandløbet bredere ovenfor det niveau, vandspejlet har ved normal vandføring! Dermed opnås et dobbeltprofil, hvor åen ved normal vandføring kan slynge sig i den nederste del. Når ekstreme vandføringer opstår, stiger vandet op og udfylder den øverste del. Denne kan oven i købet løbe i et mere direkte forløb.
Landmændene viste sig villige til at afstå jord til dobbeltprofilet, og også kommunerne skæppede i kassen. I 1989 gennemførtes udgravningerne på en ca. 4 km lang strækning, og her løber åen nu i en 12-18 m bred korridor. Selve åen er på denne strækning 4-6 m bred, så der er plads til at den kan sno sig lidt.
Vandrefiskenes muligheder
Fiskepassagerne var en noget vanskeligere hurdle, idet de dels involverede et dambrug, der nødig ville af med for meget vand, dels nogle privatejede mølle-opstemninger. Hertil kom, at passagerne kunne udformes på forskellig vis, med forskellig virkning for de involverede parter.
Ved dambruget løstes passagen med en modstrømstrappe, hvor dambrugeren er forpligtet til at returpumpe vand, hvis vandføringen er for lav. Hadsten Kommune fik dertil overtalt ejeren af Hadsten Mølle til at medvirke til bygningen af et 120 m langt stryg i Hadsten. I forbindelse med stryget anlagdes desuden en 100 m lang gydebanke. Og endelig fik amtet uventet mulighed for at lave et 180 m langt stryg ved Grundfør Mølle. Hermed var der faktisk skabt passage i hele hovedløbets længde.
Miljøforbedrende tiltag
Det sidste delprojekt har for os som lystfiskere nok været det vigtigste. Den væsentligste hindring for en god ørredbestand i Lilleåen har nemlig siden opførelsen af ordentlige rensningsanlæg været manglen på egnede standpladser og manglen på fødeemner. Og det var det, der skulle rettes op på ved at gennemføre en række restaureringstiltag, beplantninger og en ændret vedligeholdelsespraksis.
Lilleåen var ved projektets begyndelse på lange strækninger en lavvandet sandørken, med meget lidt synligt grus og kun en sparsom egentlig vegetation. Vegetationen bestod tidligere næsten udelukkende af slimede trådalger, der hverken er grundlag for fiskeskjul eller -føde, men som fandtes i store mængder. Dermed var algerne med til at hæmme afstrømningen, og forøge slam- og sandaflejringer.
Den første ændring bestod i, at man ophørte med at slå grøde ved bredden, men udelukkende i en slynget strømrende midt i vandløbet. Bredvegetationen virker da som sandfang, og stabiliserer bredderne. Ligeledes vil bredvegetationen skabe skjulesteder for fisk og andet dyreliv, særligt hvor den breder sig lidt ud over vandfladen.
Kampesten og elletræer
Næste ændring var udlægning af sten som strømkoncentratorer. Disse skulle medvirke til at sætte strømhastigheden i åen op, så bundfældningen af sand og slam ophørte. Og det blev gjort med særdeles omfattende grundighed. I 1991 måtte man ophøre med at udlægge sten, da der ganske enkelt ikke kunne findes kampesten i en økonomisk overkommelig afstand fra Lilleåen! Et sted mellem 1.500 og 2.000 tons kampesten med en diameter fra 20-30 cm til næsten 1,5 m var da anbragt over en strækning på ca. 4 km.
Det sidste tiltag var egentlig mest for at sikre afvandingen, men er alligevel en miljøforbedring. Der blev nemlig udplantet ikke mindre end 13.000 træer på de sydlige bredder for at opnå en skyggeeffekt, og dermed begrænse grødevæksten i åen, særligt af trådalger. Der går nogle år, inden åen får den fulde effekt af disse træer, hvilket nok især fluefiskerne er glade for. Der bliver brug for særdeles alternative kasteteknikker, når træerne engang bliver store. Til gengæld giver det forhåbentlig også nogle standpladser.
Danmarks hidtil største naturgenopretningsprojekt
Alle disse ting tilsammen var i januar 1992, da amtet afsluttede arbejdet, det største naturgenopretningsprojekt, der var gennemført i dette land. I alt kostede projektet ca. 2,5 mill. kr, hvoraf Miljøministeriet betalte ca. 1/3. Faktisk kunne Århus Amt nøjes med at betale 300.000, et beløb, som amtet henter hjem på mindre end tre år i sparet vandløbsvedligeholdelse! Hovedparten af udgifterne er betalt af Hadsten Kommune og lodsejerne. Med en sådan udgiftsfordeling burde det være en smal sag at få gang i amternes vandløbsarbejde, hvor det endnu måtte gå trægt. Og så var det jo egentligt et afvandingsprojekt! Netop af denne grund gav Århus Amt det på forhånd betegnelsen “modelvandløb”.
Og hvori består så modellen? Jo, den består først og fremmest i en samarbejdsmodel, hvor inddragelse af brugere med såvel miljø- som landbrugsinteresser er central. Dernæst består den af en model for, hvorledes resultatet af samarbejdet omsættes til praktisk handling, dvs. selve projektet og dets udførelse. Det er altså ikke så meget de enkelte foranstaltninger, der skal tjene som model for omverdenen.
Kommunerne tager over
Opmuntret af amtets erfaringer, ikke mindst med besparelserne på vandløbsvedligeholdelsen, tog Hadsten Kommune straks modellen op, da man i 1993 (bedre sent end aldrig!) skulle lave nye regulativer for Lilleåens tilløb. Rammerne for, hvorledes regulativerne skulle indrettes, er derfor afstukket af en arbejdsgruppe med repræsentanter for Hadsten Lystfiskeriforening, Danmarks Naturfredningsforenings lokale afdeling, Århus-Hadsten Landboforening samt en tekniker fra Hadsten Kommune. Der er ikke i regulativarbejdet iværksat egentlige restaureringsforanstaltninger, men der vil blive set positivt fra alle sider på forslag til projekter. Ligeledes vil f.eks. maskinel vedligeholdelse kun finde sted efter aftale med arbejdsgruppen.
Lilleåen i dag
Hvorledes opleves så Lilleåen i dag? Åen har jo ikke fået sine gamle slyngninger tilbage, men er fortsat en temmelig lige kanal på lange strækninger. Jo, som før nævnt: Skinnet bedrager! Der er sket utrolig meget med åen.
Først og fremmest kan vi konstatere, at landmændene er tilfredse. Deres afvanding er blevet langt bedre. Også lystfiskerne er tilfredse. Lilleåen er nemlig ikke længere en sandørken. Åen er blevet 1-3 m smallere ved normal vandføring, og tilsvarende er den blevet 40 – 50 cm dybere de fleste steder. Enkelte steder er dybden op til 3,5 m ved normal vandstand. Brinkerne er blevet udhulet, og der er skabt masser af standpladser. Ligeledes er talrige gydebanker skyllet fri, og de benyttes flittigt af de havørreder, som nu endelig kan finde derop.
Ved revisionen af Fiskeriministeriets udsætningsplan for Gudenå-systemet har Lilleåen fået et ordentligt puf nedad med hensyn til yngel- og halvårsudsætninger. Dette klarer Lilleåen og dens tilløb nemlig selv i fin stil på de fleste strækninger. Derimod er der åbnet mulighed for at arbejde mere målrettet mod at få en bestand af bækørreder, der kan udnytte åens forbedrede tilstand.
En “ny” å – et nyt fiskeri
Der er nu igen store fisk i den lille å. Ovenfor Hadsten har dette faktisk været en sjældenhed siden 1400-tallet. De første havørreder møder op sidst i april. Her er der hvert år fanget blankfisk over 5 kg. Ved vinterens el-fiskeri efter moderfisk til Gudenåens Ørredfond har de største ligget på knap 9 kg. Længere nede af åen, ved Løjstrup Dambrug, har de endog været over 12 kg. Og det er store fisk til en å, der er mindre end 4 m bred de fleste steder. Også bækørrederne begynder at trives. Det var tidligere en sjældenhed at træffe en naturlig ørred på 32 – 35 cm. Men netop fisk i denne størrelse har været fremtrædende i dette forår.
Det største problem for lystfiskerne ved Lilleåen er faktisk netop, at havørrederne er vendt tilbage. Der har nemlig i det moderne lystfiskeri’s historie aldrig været havørreder undtagen i åens allernederste løb. Hele lystfiskerkulturen omkring åen er derfor indrettet på fiskeri efter mindre bækørreder og regnbuer, der oven i købet primært har været put-&-take fisk og undslupne dambrugsfisk.
Fiskeriet i fremtiden
Fremtiden vil imidlertid være, at Lilleåen vil få (og til en vis grad allerede har) et særdeles godt tørfluefiskeri efter bækørreder på visse strækninger, samt et havørredfiskeri, som vi endnu ikke kender kvaliteten af. Havørredfiskeriet har dog et voldsomt potentiale, og man kan roligt vove den påstand, at de, der “omskoler” sig til målrettet fiskeri efter havørreder bliver pionerer i udviklingen af en ny lystfiskerkultur ved Lilleåen. Det er nemlig ikke spor nemt at fiske i en lille å, næsten uden synlige standpladser, og med en højst generende bredvegetation i ansigtshøjde, når man hidtil har været vant til en mere eller mindre velplejet kanal med plads til et hvilket som helst kast. Men de, der overkommer vanskelighederne, vil helt sikkert opnå overraskende fangster.