Igen i år vil Hadsten Lystfiskeriforening være at finde på Lilleåmarkedet. Lørdag og søndag står vi parat til at fortælle om foreningen og fiskeriet i åen. Fra de seneste år ved vi, at der stadig er lokale folk som tror, at Lilleåen er “død”. Mon ikke vi kan afvise det med nogle billeder af årets fangster.
Vi bemander en stand for at gøre opmærksom på foreningen og forhåbentlig tiltrække nye medlemmer. Ikke mindst juniorer har det med at finde os, når de besøger markedet med deres forældre, som ofte ikke selv har begreb om fiskeri. Med den fantastiske juniorafdeling vi har fået op at køre, er der masser af potentiale for at hente kommende storfangere her. Vi tilbyder på Lilleåmarkedet gratis juniormedlemsskab resten af året. Det var jo sådan vi selv startede den skønne hobby vi deler.
Har du lyst til at give en hånd med, så skriv til bestyrelsen, det ville være dejligt med en mand eller to til at afløse bestyrelsen. Vi er på markedet fra 8-17 både lørdag og søndag.