“Tanker om fiskeriet” af Bendt Ørskov Larsen, 2022 fra tur med Dykkerklub i 2002, en artikel i Københavns Sportsfisker Klub blad samme år.
Jeg er blevet ældre, er blevet bedstefar et par gange, men fisker jo stadig, nogen gange mindre end jeg egentlig ger- ne ville, men nok også på en anden måde, det er vigtigt at få sjælen med, det betyder, når jeg går ude ved fiskevandet, at jeg lige pludselig kommer i en anden verden, når tankerne om arbejde, og andre pligter lige så stille forsvinder, og det at jagte byttet, denne urgamle fornemmelse, kommer snigende og lukker alt andet ude.
Her kommer de mange års brug af grejet ind, det er ikke det væsentlige at tænke på grejet, og hvordan det fungerer, det sidder på rygraden, og jeg har forhåbentlig haft mulighed for at efterse det inden turen.
Således også for få uger siden, da jeg sammen med syv gode fiskekammerater var på en traditionsrig fisketur til Karup Å.
Det havde været en ret presset dag på arbejde, hvor vi havde en temadag om næste års arbejde og forventninger, så det blev sent, inden jeg mødte de andre i et lejet hus i nærheden af åen.
Da vi tidligt næste morgen kørte ud til de forskellige zoner på åstrækningen, hvor vi hver især havde fiskeret, varede det længe inden den lange tohånds fluestang fik rytmen, da jeg ikke kunne falde til ro efter gårsdagens arbejde. Først om eftermiddagen kom roen langsomt snigende, duften af forskellige krydderurter i engen, det tilsyneladende rolige vand, der gled ud mod Skive fjord, en isfugl, der som en lynende diamant, kom susende på langs ad åen, musvågens skrig og hejrens dovne flugt, lagt sammen med det enorme udsyn over de store engarealer og fluekastets rytme, gled sammen i en stor dejlig oplevelse af at være et med det derude.
Inden vi tog af sted, havde jeg en snak med en god bekendt, der fisker meget i Karup Å. Vi aftalte at mødes i løbet af weekenden, jeg ville være nede på Zone 2 A, og ville sikkert parkere ved det store piletræ.
Nåh, nede i Åkjær sagde han, nede hos Jeppe i Åkjær, uden at tænke mig om, spurgte jeg, hvem det var? Kender du ikke Jeppe Aakjær? Ham med alle sangene i Højskolesangbogen? Bingo, der faldt en masse brikker på plads. Selvfølgelig, jeg har lige siden jeg var på skovbrugsskole i Viborg, hvor vi hver morgen og tit til hver time, sang fra Højskolesangbogen, undret mig over, at en mand, der boede på Jenle i Salling, havde så mange digte om bækken og åen.
Karup Å, han var født her, lige her hvor jeg gik nu, havde han rendt rundt som hjorddreng, her havde han fisket aborrer og gedder, måske også ørreder, der ellers var mands job, dvs. det var de hedebønder, der ud over deres slidsomme liv med den magre jord, tjente lidt ekstra ved at fiske med toggergarn om natten, oftest i efterårets regn og blæst, og måske ikke havde fanget en eneste “laks“, det var dem, han kaldte for rigtige mænd, ikke de sommerturister, der fiskede “fint” med engelsk grej.
I Åkjær, som er en lille samling gårde, øst for åen, på vej mod Fly, stod der et skilt med -Aakjærstenen 0,3 – det måtte jeg se lidt nærmere på. En grusvej førte ud langs et elhegn, indtil et nyt skilt viste til venstre, så stod der en solid pæl, og resten af vejen foregik til fods. Helt oppe lige før bakkekammen, var en lille be- voksning, og her stod en sten med in- skriptionen:
Her vendte Fa’r sin plov aa, saa mangen, mangen gang når Grålærken højt over Sandmarken sang. Her gik min stille mo ́r i sin grove, graa kjol og saa med tynget Blik mod den synkende Sol. Thi sætter Eders Søn denne liden graa Sten Til Minde om en Færd, der som Duggen var ren.
Det var en sten, som Jeppe satte over sine forældre Katrine Marie og Jens Peter Jensen i 1908, og han afslørede den ved et stort folkemøde, hvor han fra Trandum Bro bl.a. læste digtet om Karup Å, hvor sidste vers lyder:
Du klare strøm med de svale bølger, der dugger heden så bredt et bord, mit blik ærbødigt din krumning følger, til hvor du dykker i dyben fjord.
Til dine bredder min slægt var bundet, Du er som en tråd i mit livsvæv tvundet, Du tungt henskridende Karup Å.
Hvad så med fiskene? spørger du, ja – dem fangede jeg ikke nogen af, men det gjorde ikke noget, det var en forunderlig fornemmelse pludselig at få et glimt af fortiden, det er også at være på fisketur.
Knæk og bræk Bendt